Solen skinnede fra en skyfri himmel, da Rødby Tennisklub var vært ved sæsonfinalen i Sydhavstouren søndag, d. 8. september.
I hver serie, mødtes gruppespillets 1. og 2. plads i en sidste og afgørende holdkamp, og intet var på forhånd givet, da holdene indtog Rødby's 3 baner.
I Serie 1 mødtes 2 Many McEnroe's med Tennis Vikings - begge hold fra Nykøbing. I gruppespillet måtte "Vikingerne" se sig slået 1-2, men det fik de lavet godt og grundigt om på i Rødby, hvor de vandt en overbevisende 3-0 sejr over "McEnroe's". Efter en opslidende double der endte med et nederlag, havde 2 Many McEnroe's ikke mere at skyde med i singlerne, og generationsskiftet var dermed en realitet.
Serie 2 havde hjemmebane-favoritten Rødby 1 op i mod Hardhitters fra Nykøbing. Efter 2 drabelige singler, der endte en sejr til hvert hold, skulle afgørelsen findes i den doublen. Her viste det erfarne hjemmebanehold sig stærkest og Rødby 1 kunne dermed løfte trofæet.
Serie 3 var også spænding til det sidste, da singlerne faldt ud med en sejr til hvert af holdene: Maribo Backhands og Nykøbings Loose Canons. I fraværet af en af holdets normale singlespillere, havde de til sæsonfinalen medbragt "et serve-es", der bragte balance i regnskabet efter Maribo Backhands havde tabt deres første single. I doublen var der dog ikke megen tvivl om resultatet, og Maribos "sikre baghænder" kunne tage sejren og pokalen med hjem.
Dermed sluttede endnu en vellykket sæsonfinale med at de 3 vandrepokaler fandt hver deres klubhus at overvintre i til næstkommende udendørssæson!
Tak til Rødby Tennisklub for et fint arrangement og hyggelige rammer for både finalekampe og efterfølgende optænding i grillen.