Nyt tilbud til alle medlemmer: Vinter+ giver dig flere fordele indendørs!

21. september 2023 22:30 , af René Svendsen
De bedste tilbud og faciliteter til dig som medlem af Nykøbing F. Tennisklub

2023 har været et begivenhedsrigt år for tennisklubben.

Foruden første hele sæson med Padel på programmet, kunne klubben også fejre sit 125-års jubilæum, og som om det ikke var nok, kunne vi også tage udendørs belysning i brug på bane 1, 2 og 3 ligesom Tenniscenteret her til vintersæsonen slog dørene op for tennisklubbens medlemmer til et helt spritnyt og skånsomt underlag.

Klubben er dermed godt rustet til at kunne tilbyde sine medlemmer gode muligheder for at spille tennis hele året rundt.

Det er samtidig en god anledning til at stoppe op og genbesøge vores nuværende kontingentstruktur som vi i nogen tid har ønsket bedre afspejler det faktum at de tilbud klubben tilbyder kan anvendes hele året rundt. Derfor lancerer vi her til indendørssæsonen følgende to overordnede ændringer:

  • Mindre kontingentstigning og omlægning til helårskontingent betalt i 2 halvårlige rater (Til ikrafttrædelse 1/1 2024).
  • Nyt Vinter+ tilvalg til dig der - som medlem af Nykøbing F. Tennisklub - ønsker at få adgang til attraktive priser på baneleje, træning mm. for et beskedent engangsbeløb.
Nye kontingentpriser pr. 1/1 2024

Klubben varsler en beskeden kontingentjustering pr. 1/1 2024 (de nye priser fremgår af prisoversigten). Kontingentstigningen afspejler det generelle løft i klubbens aktivitetsniveau samt de forbedrede muligheder for at dyrke sporten udover den normale sommersæson. Kontingentet skal derfor fremover betragtes som et helårskontingent og vil blive opkrævet i to halv-årlige rater med forfald hhv. 1/1 og 1/7. Frem til den 1/1 2024 vil de nuværende kontingentpriser fortsat være gældende.

Vinter+

Vinter+ er et nyt tilkøb som klubben udbyder og som forudsætter et allerede aktivt kontingent/medlemskab. Vinter+ giver fordele i form af attraktive priser på baneleje, træning indendørs mm. Du kan se og sammenligne alle priser i prisoversigten, så du kan vurdere om det kunne være interessant for dig og dem du normalt spiller med.

Vinter+ tilbuddet udbydes på forsøgsbasis i indeværende sæson og priser samt tilbudte fordele vil sandsynligvis blive justeret til sæsonen 2024/25 baseret på de erfaringer vi i klubben gør os med tiltaget for 2023/24. Målet vil dog fortsat være at tilbyde attraktive priser på indendørs tennis til glæde vores medlemmer.

En klub med fremtid

Det er fortsat vores ambition at gøre Nykøbing F. Tennisklub til et lokalt kraftcenter for tennis'en på Lolland-Falster og det bedste sted at spille tennis - også i årene fremover.

Vi håber at du som medlem vil tage godt i mod de initiativer vi fra bestyrelsen her har præsenteret.

Hvis man kan bruge medlemstallet som målestok, har 2023 indtil videre været et rigtig godt år. Vi er i skrivende stund knapt 270 tennis- og padelentusiaster - den positive udvikling vil vi gerne fortsætte ind i 2024 - det håber vi at ovenstående tiltag kan hjælpe med at realisere.

Mvh.

Bestyrelsen i Nykøbing F. Tennisklub