Nyt samarbejde ml. Tennis Øst og Nykøbing F. Tennisklub

9. november 2022 20:30 , af René Svendsen

Træningstilbud for alle klubber på Lolland-Falster

Nykøbing F. Tennisklub har fornøjelsen at kunne indbyde alle klubber på Lolland-Falster til 10 træningssamlinger henover vintersæsonen med trænere fra øverste skuffe i dansk tennis.

Tennis Øst har udråbt Lolland-Falster som satsningsområde, og i samarbejde med Nykøbing F. Tennisklub er der nu kommet en aftale i stand, hvor junior- og seniormedlemmer i klubberne på Lolland-Falster får mulighed for at blive trænet af et stærkt team, der årligt afholder mere end 200 træningsseancer rundt omkring i Østdanmark.

Målet med satsningen er - foruden her og nu at kunne tilbyde en unik træningsmulighed i lokalområdet - at få opkvalificeret vores egne trænere, så de kan overtage og viderføre tiltaget når vi atter rykker udendørs til foråret.

Fra Tennis Øst kommer trænerteamet til at bestå af:

Kim Hansen - Sportschef i Tennis Øst Louis Klifoth - Unionstræner (Tennis Øst)
Kim Hansen har været træner siden starten af ´90’erne, heraf 26 år som sportschef i forskellige danske klubber inden han blev ansat som Sportschef i Tennis Øst. Han har mange landsholdsspillere, UM og SM titler på cv´et som træner. Som spiller har han deltaget på samtlige danske juniorlandshold og lå nummer 1 på DTF´s rangliste i både U14 og U16. Han har desuden spillet mange kampe i både Elitedivisionen og 2. Bundesliga. Kim kommer altid på banen med energi og godt humør.

Louis Klifoth har - i Tennis Øst-regi - dannet parløb med Kim Hansen ved afvikling af træningssamlinger rundt omkring i medlemsklubberne.

I den forgangne udendørssæson har Louis været inde over Kløvermarkens 1. div. hold, og har i en årrække spillet divisionstennis for forskellige klubber i hovedstadsområdet.

 

Praktisk info vedr. træningssamlingerne

Rent praktisk vil hver træningssamling foregå onsdage i Nykøbing F. TennisCenter. Programmet vil skifte fra gang til gang afhængigt af interessen og den feedback vi modtager undervejs, men hver træningssession vil vare 2 timer og kræver forudgående tilmelding (20 kr. pr. lektion til dækning af lys/baneleje - direkte tilmeldingslink for juniorer og seniorer kan du finde herunder).

Indledningsvis startes ud Onsdag, d. 16. november med en træningssamling for øvede juniorer og seniorer efter nedenstående program:

Tidspunkt Medlemskategori Målgruppe
16:00 - 18:00 Juniorer Øvede ("Gul bold"-hold)
18:00 - 20:00 Seniorer Øvede / Turneringsspillere

 

Senere i november vil der komme en træningssamling for begyndere/motionister med lignende program, hvor træningstiden for de mindste juniorer tilpasses så der kan holdes fuld fokus undervejs:

Tidspunkt Medlemskategori Målgruppe
16:00 - 17:00 Juniorer "Orange" & "Rød bold"-hold
17:00 - 18:00 Juniorer "Orange bold"-hold
18:00 - 19:00 Seniorer Begyndere / Motionister
19:00 - 20:00 Seniorer Begyndere / Motionister

 

Da træningssamlingerne er for alle medlemsklubber på Lolland-Falster vil kommende træningssamlinger blive offentliggjort på Sydhavstourens hjemmesider for hvv. juniorer og seniorer i sektionen 'LF-træningssamling':

Sydhavstour (senior)

Sydhavs Junior Tour

Vi håber at mange medlemmer fra klubberne på Lolland-Falster vil bakke op om initiativet og få nogle udbytterige træningslektioner henover vintersæsonen.