"Helt ned i knæ og mød den!" - første træningssamling afholdt

17. november 2022 08:05 , af René Svendsen

Onsdag eftermiddag (d. 16/11) delte sportschefen fra Tennis Øst ud af sin tenniserfaring

Der var fokus på teknikken da landsdelens bedste juniorer mødtes til træningssamling med sportchef fra Tennis Øst, Kim Hansen. To timers intensiv træning, med en go' blanding af teknik gennemgang og spilbaserede øvelser gav sved på panden.

Den første LF-træningssamling havde fokus på juniorspillere med flere års erfaring med håndteringen af den gule bold; næste omgang vil det være de yngste årgange der får mulighed for at stifte bekendtskab fællestræning under en af unionens trænere.

---

Også blandt sydhavsøernes seniorer var der udelt begejstring med Tennis Øst's besøg i Nykøbing F. Tenniscenter. Det virkede som om energien fra juniortræningen var blev båret med over, og de garvede seniorer og veteraner fik hurtigt flere tekniske principper at arbejde med. Tiden fløj afsted i takt med at der både skulle holdes styr på egne point og personlige inputs fra Kim Hansen skulle fordøjes og omsættes til handling.

---

Et vellykket arrangement hvor klubbens trænere også fik råd og vejledning til praktisk gennemførsel af tilsvarende træningslektioner.