Som nævnt i et tidligere nyhedsopslag, har Vera netop afsluttet et meget flot Senior DM med en kvartfinaleplads - hendes hidtil bedste resultat, og dermed mange vigtige point til ranglisten.
Pointhøsten ved det afsluttede Senior DM var så stor at Vera netop har indtaget 1. pladsen på U16-ranglisten (og er samtidigt netop rykket op blandt de 20 bedste danske spillere på damesiden).
Stort tillykke til vores lokale stjernefrø, men der hviles ikke på laubærerne for allerede senere i dag torsdag, er hun i vælten igen, når det gælder DM for juniorer i U16 pige-rækken (det såkaldte Ungdomsmesterskab Indendørs eller blot UM).
Havde seedningen til UM skulle foretages nu havde Vera været 1. seedet, men hendes aktuelle 4. seedning blev foretaget for flere uger siden (og dermed før hendes flotte resultat ved senior DM).
En 4. seedning ved UM er dog rigeligt til at sikre hende direkte adgang til hovedturneringen. Her har Vera været heldig - både at sidde over i første runde og igen gå videre fra 1/8-dels finalerne på en walkover da hendes modstander trak sig.
Hendes første kamp ved UM bliver derfor en kvartfinalekamp mod Sofia Valsted. En svær modstander, der særligt på doublesiden har opnået store resultater med bla. DM Guld både indendørs og udendørs i U14-rækken.
Kampen spilles omkring middagstid, og igen krydser vi fingre for at Vera formår at udnytte det momentum hun har for øjeblikket.
Resultatet af kampen og hendes eventuelt næsted modstandere kan løbende følges her.