Tak for denne gang

27. april 2026 16:22 , af Henrik Fenneberg

Kære allesammen.

Jeg træder snart af som formand i tennisklubben. Det gør jeg nu på onsdag på generalforsamlingen.

Derfor vil jeg lige benytte anledningen her, til at sige mange tak for denne gang. Det har været en lærerig oplevelse som jeg er rigtig glad for at have fået muligheden for.

Det har været meget givende for mig at møde alle jer glade tennisspillere, både unge som gamle. Det har været en stor fornøjelse at være med til at præge klubben. Det er en glæde at se det liv og engagement vi har i NFT, samt at se klubben vokse.

Jeg fortsætter med at tulle lidt rundt med baner og anlæg og som menigt medlem af bestyrelsen. Naturligvis i det omfang jeg bliver valgt.

Tak for at I gav mig muligheden og for tilliden.

Vores næstformand, René Svendsen, har sagt ja til at stille op som formand. Det bliver godt at få ham ind, med hans store viden og engagement omkring træning, turneringer og særligt alle de ting jeg er helt umulig til, som f.eks. kontakt til forbund og kommuner, ansøgninger om tilskud osv.

Både jeg og hele bestyrelsen støtter helhjertet op om René som formand.

Til sidst har jeg en lille….eller faktisk meget stor, bøn.

Vi i bestyrelsen, samt mange frivillige, lægger mange timer i klubben. Timer som vi gerne bruger. Jeg synes dog at vi bruger uforholdsmæssigt meget tid på småting, der burde være gjort af medlemmerne selv.

At sætte en ny rulle toiletpapir i, at lukke vinduer om vinteren, at sætte tomme øldåser i bakken, vaske op efter folk der har brugt kopper eller bestik og bare har efterladt det eller generel oprydning.

Eksemplerne er mange.

Ligeså med banerne. Det er klart beskrevet på dørene til grusbanerne hvordan de skal behandles. Læs dem og følg dem, tak.

I baneteamet, som består af Steffen, Søren og mig, har vi brugt rigtigt mange timer de sidste 2-3 uger. Vi taler altså om 15-20 mandtimer pr. dag.

Når jeg så, som i dag (mandag), møder garvede tennisspillere der er lidt utilfredse med at banerne er bløde og der opstår huller, samtidig med at man ikke træder dem til men beder mig om tromle dem endnu fastere, så er der altså noget man har misforstået.

Banerne er altid bløde om foråret. Huller vil altid opstå… men så træd dem til, som der står på vejledningen på dørene.

Baneteamet er til for at tage det tunge vedligehold.

Vi er her IKKE for at lappe småhuller her og der, som man selv lige kunne have trådt til.

Sørg for at fej banerne helt ud til hegnet. Det er sgu ikke nok bare at feje inden for linjerne.

Det hele, her i klubben, er en fælles opgave. 🎾 🎾 👍 👍 🇩🇰 ❤

I den bedste mening og med stor tak.

Henrik F🎾